Triple layer karamel- og banankage med karamelpopcorn

I DAG ER MIN FØDSELSDAG!!!! Hurraaa!

Tillykke til mig, siger jeg bare! 23 år and going strong(ish)!

I anledning af min fødselsdag har jeg lavet et monster af en kage – på ægte amerikansk manér – for når der skal fejres, så skal der fejres! Kagen var så tung at bære, at min kære far var på grænsen til chok, da jeg gav ham den i hænderne. Det var altså også en basse der vil noget: tre tunge, fudgy banankager lagt sammen med luftig karamelsmørcreme og hjemmelavet dulce de leche, drysset med saltet karamelsovs, og pyntet med et bjerg af karamelpopcorn. I know! 

Vi fejrede min fødselsdag sidste lørdag, samtidig med at vi fejrede min bror, som fyldte 22 dagen før. Så det var jo en god anledning til at lave en stor, stor kage, da jeg vidste at der var nok maver at mætte. Vi kunne dog kun spise halvdelen, før vi måtte give fortabt!

Jeg vil holde det her indlæg forholdsvis kort, for jeg har meget vigtig fødselsdagsfejring at give mig i kast med. På vej hjem fra arbejde, hvor jeg delte flødeboller ud til alle kollegaer og andet godtfolk, poppede jeg forbi Starbucks og købte mig en dyr og syndig frappe (som ellers er noget en nærigrøv som jeg aldrig bruger penge på), som jeg kunne gå og sippe på vej ind til Torvehallerne, hvor jeg skulle købe en åndssvag mængde kage – som nogen andre har bagt! 

Nu står den på film-aften med min sødeste mor, med Halifax med leveret lige til døren (deres leveringsgebyr er jo groteskt – 89 kr, hvad gi’r I mig? Men hvad fanden, man har jo kun fødselsdag én gang om året!) og store mængder kage. Fødselsdags-mavepine, here I come!

Og på lørdag står den på Chicago på Det Ny Teater! Jeg skulle næsten kalde det fødselsdagsuge!

Let the celebrations commence!

// Elisabeth

Triple layer karamel- og banankage med karamelpopcorn
12-14 personer

Dulce de leche:

1 dåse kondenseret mælk

Karamelsovs:

225 g sukker
40 g glukosesirup
30 g vand
1,5 dl fløde
30 g smør
1 tsk. groft salt

Karamelpopcorn:

60 g popcornkerner
1/4 dl smagsneutral olie
1-2 tsk. fint salt
80 g smør
20 g glukosesirup
110 g sukker

Banankage:

5 meget modne bananer (ca. 500 g)
175 g sukker
150 g blødt smør
4 æg
1/2 tsk. salt
150 g mel
1 tsk. bagepulver

Smørcreme:

150 g pasteuriseret æggehvide (ca. 6 hvider)
280 g sukker
380 g smør, stuetemperatur
Ca. 6 spsk. karamelsovs

Dulce de leche: Kom dåsen med kondenseret mælk i en stor, tykbundet gryde og dæk den fuldstændigt med vand. Sæt blusset på lav varme og kom låg på gryden. Lad den stå og koge i 3 timer. Sørg for at dåsen konstant er fuldstændigt dækket af vand, da den ellers kan risikere at eksplodere. Lad dåsen køle af stadig dækket af vandet.

Karamelsovs: Kom sukker, glukosesirup og vand i en kasserolle og lad sukkeret opløse over medium varme. Varm imens fløden i mikrobølgeovnen i 30 sekunder, så den bliver stuetemperatur, og stil den til siden. Når sukkeret er opløst skrues varmen op og karamellen opvarmes til 175 grader – du må endelig ikke røre i karamellen, blot bevæge gryden lidt en gang imellem. Tag karamellen af varmen og rør langsomt fløden i. Det vil boble en hel del, så vær forsigtig. Rør smørret i, til det er smeltet, og tilføj til sidst saltet. Hæld karamelsovsen i en beholder som kan tåle høj varme og stil den til siden for at køle fuldstændigt af, 3-5 timer.

Karamelpopcorn: Kom olien i en stor gryde sammen med én popcornkerne. Når olien begynder at boble rundt om kernen hældes resten af kernerne i og vendes rundt i olien. Kom låg på gryden. Kernerne vil begynde at poppe efter et par minutter. Sørg for at ryste gryden ofte, så popcornene ikke brænder på. Tag gryden af varmen når popcornene stopper med at poppe. Drys saltet over dem og kom låget tilbage på gryden. Giv den en ordentlig rystetur. Hæld popcornene i en stor skål.

Smelt sukker, smør og glukosesirup i en kasserolle, til det når en dyb karamelfarve. Hæld det over popcornene og vend dem hurtigt sammen med to grydeskeer – karamellen vil stivne meget hurtigt. Hæld de karameldækkede popcorn ud på et stykke bagepapir og lad dem køle helt af, 10-15 minutter. Bræk dem fra hinanden og opbevar dem i en lufttæt beholder.

Banankage: Mos bananerne med en gaffel, eller kør dem en tur i foodprocessoren. Pisk æggene og halvdelen af sukkeret med en elpisker til en lys og luftig æggesnaps. Pisk i en anden skål smør og den anden halvdel sukker sammen til det er lyst og luftigt. Rør 1/4 af æggesnapsen grundigt sammen med smørret, så det bliver en ensformig masse. Hæld smørblandingen over i den resterende æggesnaps og vend det sammen. Sigt mel, salt og bagepulver i og vend det forsigtig sammen. Vend til sidst de mosede bananer i. Fordel dejen mellem tre 18 cm springforme, hvor bunden er foret med bagepapir, og siderne smurt med smør og drysset med mel. Bag bundene ved 200 grader i 20-25 minutter. Lad kagerne køle fuldstændigt af på en bagerist.

Karamelsmørcreme: Pisk æggehvider og sukker sammen i skålen til din røremaskine. Sæt skålen over et vandbad og pisk konstant under opvarmning. Massen skal nå 60 grader og være helt uden sukkerkorn, når du maser en smule mellem to fingre. Tag skålen af varmen og sæt den på din røremaskine. Pisk ved høj fart til marengsen er kølet helt af, ca. 10 minutter. Skru ned til lav fart og pisk smørret i en lille smule ad gangen. Hæld til sidst karamelsovsen langsomt i, og pisk til den er helt inkorporeret.

Opbygning af kagen: Trim toppen af kagerne så de er helt plane, hvis de evt. er hævet en smule. Placer en af dem på et passende kagefad. Fordel 1/3 af din dåse med dulce de leche over toppen af kagen, men efterlad ca. en cm hele vejen rundt i kanten. Kom smørcremen i en sprøjtepose og sprøjt et jævnt lag rundt om karamellaget og hele vejen over det. Kom en kage oven på og gentag. Top af med den sidste kage. Stil nu evt. kagen på en roterbar kageopsats. Sprøjt smørcreme rundt om siderne af kagen, til den er helt dækket af smørcreme. Gør det samme på toppen af kagen. Glat cremen helt ud med en stor fadskraber eller en paletkniv med buk.

Kom karamelsovsen i en lille sprøjtepose eller en cornette og sprøjt den forsigtigt rundt langs kanten på toppen af kagen, så den lige så langsomt begynder at dryppe ned ad siderne. Fordel resten af karamelsovsen på midten af kagen. Slut af med at lave et kæmpe tårn af karamelpopcorn på toppen af kagen. Tip: pil popcornene af igen, før kagen skal skæres, da det ellers er fuldstændig umuligt.

Kagen opbevares tildækket på køkkenbordet i op til 3 dage, eller på køl i en uges tid.

Noter:

For nemmere at arbejde med at dække kagen med smørcreme, kan du stille den på køl i en halv time, før du arbejder videre med den. Dette vil gøre fyldet stift. Dog synes jeg personligt ikke, at hård smørcreme er særlig lækkert, så jeg vil hellere arbejde med en vakkelvorn kage. Men det er selvfølgelig smag og behag!

Orker du ikke (eller tør du ikke) at bruge tid på at koge dulce de leche, kan du bare lave en ekstra halv portion af karamelsovsen. (Pst! I nogle supermarkeder kan man også købe færdigkogt dulce de leche.)

Banankageopskrift fundet på Valdemars Ro.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *