Speltgrød med karamelliserede æbler

En af mine yndlingsting at gøre, når jeg har fri, er at lave lækker morgenmad. På hverdagsmorgener spiser jeg altid det samme – A38 med chia, toppet med honning, müsli og frugt – da jeg på den måde slet ikke skal bekymre mig om, om jeg har tid til morgenmad.

Men i weekenderne har jeg heldigvis oceaner af tid til at lave morgenmad, så der kan jeg lege og eksperimentere en helt masse. Mit seneste eksperiment var denne forrygende speltgrød, lavet på ristede speltflager og havregryn, toppet med æbler karamelliseret i moscavadosukker og smør, og krydret med kanel. Måms, siger jeg bare!

Det kan godt være, at det her ikke er jordens sundeste morgenmad, men der er da ikke flødeskum på, og så må man vist gerne kalde den noget i retningen af sund. Om ikke andet er der masser af fibre i, og dem har jeg hørt skulle være så sunde!

Uhm, bare tanken om grøden mens jeg skriver det her, giver mig lyst til at lave en portion. Kogte/bagte/stegte/whatever æbler er en af minde yndlingsting i hele verden! Det var lidt hårdt ikke at gøre grøden 80% æbler, 20% grød, men det går nok ikke at smække sådan en franken-grød op. Dog er der ingen der kan se det ske, næste gang jeg laver den bare til mig selv. Måske der endda kommer flødeskum på, så det ender som en dessertmorgenmad? Ha!

Apropos morgenmad, så er klokken lige rundet 16.30, og jeg har ikke fået andet at spise i dag end en appelsin. Måske det efterhånden er tid til morgenmad? Godt at Far giver aftensmad i aften, så jeg da får et eller andet fornuftigt indenbords!

// Elisabeth

Speltgrød med karamelliserede æbler
3-4 portioner

Speltgrød:

2 dl speltflager
1 dl havregryn
7 dl vand
1/2 tsk. salt

Karameliserede æbler:

4 æbler (Granny Smith)
40 g smør
60 g moscavadosukker
1 spsk. citronsaft
2 spsk. rom (obligatorisk)
1/2 tsk. kanel

Rist havregryn og speltflager over medium varme til de tager lidt farve og får en let nødde-duft. Hæld gryn og flager i en mellem kasserolle og dæk dem med vand og salt. Lad det stå og trække i ca. 10 minutter. Gør imens æblerne klar til stegning. Skræl dem og fjern kærnehuset med en kærnehusudstikker. Halver dem og skær dem i tynde både. Smelt smørret på en pande. Tilføj æblerne og steg dem i smørret til de begynder at mørne. Kog imens grøden over medium varme. Tilføj sukker og citronsaft (og evt. rom) til æblerne og steg videre, til de er helt møre, men ikke begynder at koge ud, og sukkeret begynder at karamellisere og tykne, ca. 5 minutter. Tilføj kanel et par minutter før æblerne er færdige.

Server grøden toppet med de karamelliserede æbler.

Grød og æbler kan opbevares i køleskabet i en 3-4 dage.

Noter:

Prøv at skifte æblerne ud med pærer eller bananer.

Byt moscavadosukkeret ud med almindelig sukker, farin, eller en helt anden slags sukker. Mængden skal måske justeres alt efter type sukker.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *