Skumslik med mint og chokolade

Kan I huske hvordan jeg tidligere har nævnt, at jeg er et værre brokkehoved, sådan generelt? Jeg vil faktisk næsten gå så langt som til at sige, at jeg er ret dygtig til at brokke mig. Nu hvor computerspil er blevet en sport, så er det sikkert også bare et spørgsmål om tid, før brokkeri bliver til en sport. Jeg. Er. Så. Klar!

Jeg elsker lister, og har også en del brokkelister som jeg går og skriver ned på, for at min omgangskreds ikke bliver vanvittige af at høre på alle mine brokkeværdige observationer. Blandt alle disse lister har jeg en liste helt specifikt tilegnet cyklister. Jeg har aldrig selv cyklet – af mange grunde – skønt jeg har boet i København næsten hele mit liv. I know, what a weirdo!

Så jeg tænkte at jeg ville dele en af mine brokkelister med jer – mest af alt for lidt shits and giggles.

Cyklister jeg, som ikke-cyklist i København, er stødt på i København:

#1 Når bussen holder stille og dørene åbner, så træder Tour de København i kraft. Alle cyklister sætter farten ekstra op, for at nå forbi bussen, inden passagererne begynder at stige ud… hvilket resulterer i, at kollisioner mellem cyklister og passagerer er nærmest uundgåelige. Hver gang.

#2 En cyklist der cyklede på fortovet, lige ved siden af cykelstien, og endda i samme retning som trafikken. Sent om aftenen, oven i købet, så der ingen andre cyklister var på cykelstien – der var til gengæld fodgængere på fortovet. Hvem behøver også logik?

#3 Da jeg forleden stod og ventede på s-toget var der en mand på den modsatte perron, som cyklede tæt ved kanten af perronen. Nogle mennesker har bare det der ekstra touch af selvmorderiske tendenser.

#4 En tur ned ad Strøget er ikke fuldendt, uden at man har været ved at blive kørt ned af en cyklist der har travlt, travlt, travlt mindst tre gange. En lille reminder fra en person, som ikke bryder sig om at blive kørt ned: det er forbudt overhovedet at cykle på Strøget. Og dumt, kan jeg tilføje, da der er virkelig mange mennesker (hvis du ikke havde opdaget det).

#5 Cyklister der bliver vrede over at man ikke går hurtigt nok over vejen, når de skal dreje, men ikke har givet tegn til, at de skal dreje, så man slet ikke ved, at de skal dreje. Tip: Din arm består af led der gør, at du kan bevæge den i alle mulige retninger. Prøv f.eks. at løfte den opad og ud til siden, når du skal dreje.

#5a Øver cyklister sig i det udtryk som de så sender én, når man åbenbart er i vejen for, at de skal dreje? Det er altid noget i stil med det her.

#6 Cykelhjelmen virker ikke, og kan gøre dig død, når:

  • Den ikke er spændt under hagen
  • Den er størrelse barn
  • Den er spændt under hagen, men med plads til en chihuahua mellem hage og rem
  • Den slet ikke er til stede

#7 Når vi nu har gang i lister, så er her et par nifty steder hvor du kan parkere din cykel, så den slet ikke er i vejen for andre:

  • Midt på cykelstien
  • Foran en hoveddør
  • De eneste tre kvadratmeter i s-toget, hvor det er markeret med rødt, at den ikke må holde
  • Mellem bordene foran en café
  • Foran indgangen til en butik
  • Midt på fortovet (især kædet til et vejskilt, så den ikke kan flyttes)
  • Bag ved en masse parkerede cykler i et cykelstativ

#8 Cyklister der ikke stopper for en, men bare triller meget, meget, meget langsomt og ser enormt, mega, totalt, helt vildt, super irriterede ud over, at man går over fodgængeren når der er grønt (se #5a) eller stiger ud af bussen (se #1)

#9 Grunde til, at det er en god idé at cykle imod de andre cyklister på cykelstien: Der er ingen. Stop.

Phew, så fik jeg det ud af systemet! Brokke-queen numero uno! Skal vi så se at komme i køkkenet og bakse noget hjemmelavet slik sammen? Det synes jeg nok lige, at vi skal! Er du fan af After Eight, så vil du elske det her chewy skumslik, helt uden fabrik.

// Elisabeth

Skumslik med mint og chokolade
30-40 stk.

24 g gelatinepulver
2,5 dl vand
340 g sukker
2,5 dl glukosesirup (en hel dunk fra Dr. Oetker)
Grøn frugtfarve
2-3 tsk. pebermynteekstrakt
200 g små chocolate chips
0,5 dl flormelis
0,5 dl maizena

Beklæd et et 23 cm x 23 cm browniefad med bagepapir. Bland flormelis og maizena sammen i en skål og drys ca. 1/4 af det ud over hele bunden af browniefadet. Stil det til siden.

Drys gelatinepulveret over halvdelen af vandet, rør det hurtigt sammen og stil det til siden i 10-15 minutter. Kom ca. 1/3 af glukosesiruppen i skålen til en røremaskine med piskeris.

Rør resten af vandet, sukker og ca. 2/3 af glukosesiruppen sammen i en kasserolle, og varm det op til 116 grader over medium varme. Når sukkersiruppen når ca. 110 grader stilles gelatineblandingen i mikroovnen i 20 sekunder og hældes i skålen til røremaskinen. Lad røremaskinen køre på laveste indtilling, mens sukkersiruppen når de 116 grader.

Skru maskinen op til en medium fart og hæld straks den varme sirup langs siden af skålen i en tynd, jævn stråle. Vær forsigtig med ikke at ramme piskeriset. Lad massen køre på medium fart til den skifter farve til hvid, ca. 5 minutter. Skru herefter op til fuld fart og lad massen piske i endnu 10-15 minutter, indtil den er meget tyk og holder formen, når du tager piskeriset op af massen. Det vil tage længere tid end du tror. Tilføj grøn frugtfarve til massen, til den når en mintgrøn farve, et par minutter før massen er klar. Tilføj også pebermynteekstrakt – men vær forsigtig, det er meget kraftigt.

Hav en dejskraber smurt ind i olie klar. Når massen er klar vendes chokoladeknapperne i med dejskraberne. Massen vil være lun og smelte knapperne let. Stop med at røre når chokoladen har skabt fine swirls i massen. Massen vil enormt hurtigt begynde at stivne, så du har kun få sekunder til dette. Hæld hurtigt massen i fadet med en olieret dejskraber. Drys med en smule af maizenablandingen og lad den stå utildækket på køkkenbordet i mindst 6 timer, men gerne 24-48 timer.

Drys dit køkkenbord med maizenablandingen og vend kvadratet ud. Skær det i en masse små kvadrater med en kniv som er pudret med maizenablandingen. Dæk alle sider af kvadraterne med maizenablandingen og ryst dem let i en sigte over en skål, for at slippe af med overskydende pudder.

Opbevar skumslikket i en lufttæt beholder i op til en måned.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *