Ostekagetærte med passionsfrugt

Lad os lægge ud med the matter of the fact: den her kodylt fine tærte! Dyrk den lige! Look upon it and be amazed! Og ud over at være virkelig, super fin, så smager den også helt åndssvagt godt. Den er syrlig, men uden at det er overvældende, samtidig med at den er både cremet og blød og uhm!

Nederst har vi en tærteskal af en klassisk mørdej med kakao, så den får et hint af chokolade, som på ingen måde gør noget dårligt for helheden. Det er altid godt med et hint af chokolade! Jeg valgte ikke at gå med en kiksebund, da jeg sælger ostekager dagligt som fuldtidsbeskæftigelse, og har efterhånden udviklet et lille had til kiksebunde – de. krummer. helt. ustyrligt! Så mørdej er meget mere min boldgade.

Som fyld har jeg valgt en no-bake ostekage på både flødeost og mascarpone, for at få både det syrlige og det søde fra osteverdenen. Hovedingrediensen kommer dog i form af passionsfrugt, som giver ostekagen det lille pift, som man ofte savner, for at den ikke bliver for tung og vammel. Og siden det er en no-bake, så skal tærten kun i ovnen når bunden skal bages, og det er det!

For at give ostekagen den karakteristiske, iøjefaldende farve fra passionsfrugterne, valgte jeg at gå med også at toppe den med en passionsfrugtgelé. Her er der tale om en super syrlig fætter, så hvis du gerne vil have en lidt sødere gelé, så vil jeg råde dig til at smage passionsfrugtsaften til med endnu mere sukker. Dog synes jeg selv at det fungerer enormt godt med den syrlige gelé til den søde ostekage.

Som kronen på værket har jeg pyntet med en super moderne marengs swish-swush (ja, navnet på sådan en sukkerlandevej kender jeg ikke lige, men I ved hvad jeg mener), som du helt sikkert allerede har set en million gange på Instagram. Det er nok derfor jeg har følt mig så draget: den er så fortryllende, at jeg selv måtte kaste mig ud i én.

Ud over marengs swish-swushen, så har jeg også pyntet med en bette smule hindbærstøv, for at give et ekstra farvepop, samt små knasende chokoladeperler og fine små hvide blomster. Blomsterne jeg brugte er ikke spiselige, hvilket jeg for det meste vil fraråde, da uspiselige blomster kan være meget giftige. Jeg tog dog chancen, da jeg kun skulle bruge en bitte lille håndfuld, og højst sandsynligt ikke skulle dele tærten med andre end mig selv (treat yo self!).

Jeg synes at den her tærte er helt perfekt lige i de her dage, hvor vi alle går og undrer os over, hvor mon sommeren blev af. Så i stedet for sol fra himlen, så kan du fremtrylle en sol i køkkenet! Den skinner i hvert fald klart og gult, som den kære sol. Det er i hvert fald den farve jeg husker at solen har. Det er efterhånden så længe siden at jeg har set den, at jeg begynder at glemme, hvordan den egentlig tager sig ud. Ak, dansk sommer, du ér og bliver en gåde!

// Elisabeth

Ostekagetærte med passionsfrugt
4-6 personer

Mørdej:

105 g mel
20 g kakao
25 g flormelis
Et nip salt
65 g smør, koldt
1,5 æggeblomme
Evt. 1 spsk. iskoldt vand

Ostekagefyld:

3 blade husblas
100 ml passionsfrugtsaft (6-8 passionsfrugter)
55 g sukker
100 g mascarpone
150 g flødeost
2 dl fløde

Gele:

70 ml passionsfrugtsaft (4-5 passionsfrugter)
50 ml vand
40 g sukker
2 blade husblas

Marengs:

25 g pasteuriserede æggehvider
65 g sukker
25 ml vand

Mørdej: Bland mel, kakao, flormelis, salt og smør i en foodprocessor og kør til en konsistens som fine brødkrummer. Tilføj æggeblommen til blandingen og pulsér, til dejen samler sig. Kør den endelig ikke for længe. Mangler dejen lidt væske tilføjes det iskolde vand. Form dejen til en disk, pak den ind i husholdningsfilm og læg den i køleskabet. Køl i mindst 30 minutter.

Rul den kolde dej ud til et rektangel og fór en smurt aflang tærteform (11 cm x 35 cm) med den, og prik den i bunden med en gaffel. Stil den på frys i mindst 20 minutter. Bag tærtebunden blindt ved 180 grader i 12-15 minutter, eller til siderne begynder at blive gyldne. Bag den yderligere 5-10 minutter uden bagepapir og bønner, til hele tærten er tør og gylden. Lad bunden køle helt af.

Ostekagefyld: Læg husblas i blød i rigeligt koldt vand – lad stå i mindst 10 minutter. Opvarm passionsfrugtsaften og sukkeret i en lille kasserolle til det begynder at koge i kanten. Tag af varmen. Vrid husblas fri for vand og smelt det i den varme saft. Stil til siden til den kun er lun. Pisk imens begge slags ost sammen, 1-2 minutter. Hæld fløden ved og pisk til en flødeskumsagtig konsistens, men endelig ikke for tyk.

Tag en teske ad gangen af flødemassen og rør den ud i den lune passionsfrugtsaft med et piskeris. Bliv ved med at gøre dette, til passionsfrugtsaften er cirka kropstemperatur. Hæld den næsten afkølede passionsfrugtsaft op i den resterende ostecreme og vend det forsigtigt sammen. Fordel i tærtebunden, udjævn toppen og stil i køleskabet i mindst 4 timer.

Gele: Læg husblas i blød i rigeligt koldt vand – lad stå i mindst 10 minutter. Opvarm passionsfrugtsaften, vandet og sukkeret i en lille kasserolle til det begynder at koge i kanten. Tag af varmen. Vrid husblas fri for vand og smelt det i den varme saft. Stil til siden til den kun er lun og er begyndt at tykne. Hæld forsigtigt geleen over tærten, mens den stadig står i køleskabet, så geleen sætter sig som den kommer i kontakt med tærten. Lad stå på køl i mindst 6 timer, gerne natten over.

Marengs: Sæt sukker og vand over i en lille kasserolle over lav til medium varme. Rør i det til det begynder at boble. Stop med at røre og klip et sukkertermometer på siden. Lad siruppen nå 116 grader. Begynd at piske æggehviderne på røremaskinen når siruppen når omkring 110 grader, så de kan begynde at inkorporere en smule luft.

Skru røremaskinen til max og hæld den 116 grader varme sirup langsont ned af siden af skålen – vær forsigtig med ikke at ramme piskeriset, så der bliver slynget varm sirup ud over det hele. Pisk til bunden af skålen ikke føles varm længere – tæt ved stuetemperatur. Marengsen vil være fordoblet i volume og føles stiv.

Pynt: Kom marengsen i en sprøjtepose med en st. honoré-tylle og sprøjt i en lang, slangende bevægelse fra den ene ende af tærten til den anden. Dekorer med små, sprøde chokoladekugler, dekorative blomster og hindbærstøv.

Server tærten med det samme. Kan opbevares på køl i et par dage. Dekorer først lige inden servering.

Noter:

Ikke så stor fan af passionsfrugt? Prøv at bruge blodappelsin, citron eller lime i stedet! Spæd til med vand, hvis du vælger en meget sur frugt, og derfor skal reducere mængden af saft.

Tærten kan sagtens dekoreres med chantilly i stedet for marengs. Dette giver dog ikke en nær så stor sødme som modspil til passionsfrugtens syre. 

 

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *