Nutella-is med brownie og marshmallow

Nøj, hvor har jeg bare set frem til den her min ekstra lange weekend! Jeg har simpelthen været så træt på det seneste, at det slet ikke var til at kapere. Mit fokus har været tæt på nul og mine øjne har været tæt på døde.

Jeg lagde hårdt ud med at sove 13 timer og har siden da bare ligget på langs i skiftevis min seng og på min sofa. Nu er det så mandag, og jeg har ikke rigtig fået udrettet andet end at handle og fikse to enkle (men ultralækre) ribsopskrifter. Ellers har jeg bare… computer, you know.

Nå ja, og så har jeg booket min første udenlandsferie siden… ja, det er faktisk så lang tid siden, at jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst var ude at rejse. Jeg glæder mig så meget, at jeg næsten ikke kan holde det inde! Turen går til London (hvilket for mange af jer nok ikke lyder af det helt store, men i min verden er det som at rejse til månen), og jeg skal af sted med min yndlingsperson i hele verden, min moooar!

Vi har allerede planlagt en helt masse som vi skal nå på de fem overnatninger som vi tager. Blandt de lidt mere turistede planer har vi Madam Tussauds og London National History Museum. Dem kan vi simpelthen ikke gå glip af! Ud over det har jeg skrevet en liste over mindst 20 konditorier, som jeg næææsten ikke kan leve uden at besøge – men vigtigst af alt er det, at besøge Dominique Ansel, fordi duh! He da bomb!

Som en af de største udskejelser er vi også blevet enige om, at vi skal se en af de store teaterforestillinger, som man kan opleve i London, da vi begge er koloenorme teaterfans. Vi er dog ikke blevet helt enige om, hvorvidt det skal være Phantom of the Opera, Aladdin, eller Wicked. Hvad skal vi vælge?!

Men ak, turen går først mod nogenlunde genkendelige himmelstrøg til efteråret, så for nu må jeg nøjes med at nyde Danmark og vores sådan okay sommer. Det uforudsigelige sommervejr skal i hvert fald ikke stoppe mig fra at lave og spise en helt masse is!

Så dagens opskrift står på is, is, is – og endda en virkelig naughty én af slagsen! Ikke at det stoppede mig fra at spise det hele alene… (Og jeg undrer mig over, hvordan det kan være, at jeg simpelthen ikke kan tabe mig.) Det må vel sige et eller andet om, hvor bom diggity den er!

Og du skal slet ikke bruge en ismaskine – wooo!

// Elisabeth

Nutella-is med brownie og marshmallow
Ca. 1,5 liter

85 g mørk chokolade
60 g smør
170 g sukker
1,5 æg
2 spsk kakao
Et nip salt
40 g mel

4 dl fløde
1 dåse kondenseret mælk
350 g Nutella

150 g skumfiduser
70 g smør

Brownie: Smelt chokolade og smør over et vandbad. Tag af vandbadet og rør straks sukkeret i af to omgange. Pisk æg i af to omgange. Vend kakao, salt og mel i. Fordel i en rugbrødsform foret med bagepapir. Bag ved 175 grader i 35-40 minutter. Lad køle helt af. Skær i små stykker, ca. 1x1x1 cm.

Is: Pisk fløden til en let skum. Pisk den kondenserede mælk i. Vend forsigtigt nutellaen i. Beklæd en rugbrødsform med bagepapir.

Smelt skumfiduser og smør i en kasserolle. Fordel en smule af nutellaismassen i bunden af formen. Kom klatter af det smeltede skumfidus over ismassen. Drys med brownie. Fordel endnu et tyndt lag af ismassen over dette og gentag processen, til der hverken er mere ismasse, skumfidus eller brownie. Stil i fryseren i mindst 6 timer, helst natten over.

Tag isen ud af fryseren 15-20 minutter før servering. Kan opbevares i fryseren i op til 2 måneder, ofte længere.

Noter:

Har du lyst til en blødere, og knap så chewy skumfidusmasse, som gør isen lidt pænere at lave til scoops, så kan du udskifte skumfiduserne med en italiensk marengs eller Fluff.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *