Kastanje panna cotta med citronkaramel

Uimodståeligt cremet panna cotta med kastanje og pirrende noter af rom. Toppet med sød-syrlig karamel, som giver kontrast til den fløjlsbløde fløde.

Kastanje panna cotta med citronkaramel

Nytårsaften er ikke rigtig min ting. Mange mennesker, meget larm, store mængder alkohol, underholdning der eksploderer, og kedelig kage. Det er faktisk tæt på at være mit billede på en slags forgård til helvede. Så at sige, at det ikke rigtig er min ting, er vist to put it mild.

Men når jeg sidder og kigger på alle de lækre og overdådige nytårsdesserter, der bliver udgivet i stride strømme på alle de blogs jeg følger (jeg kigger på dig, Maja Vase), så bliver jeg lidt øv over, at jeg ikke går mere op i fejringen af det nye års kommen. Man kan lave så mange ting i guld og sølv! Hvilket er så meget min ting! Men siden jeg ikke går op i nytår – som i, overhovedet – så har jeg slet ikke skænket nytårsopskriftudvikling en tanke.

Kastanje panna cotta med citronkaramel

Nu står jeg så her med kun en enkelt nytårsopskrift, som er lidt en last minute løsning, for jeg vil også gerne være med i legen. Det er pivsjovt at udvikle opskrifter ud fra højtiderne, så det er da ærgerligt at misse en højtid som så mange mennesker går op i med liv og sjæl.

Det er ikke min nytårsdessert som I får her – snydt! Jeg lavede den her panna cotta for snart to måneder siden (bare rolig, den er spist for længst). Der har bare ikke rigtig været tid til at få den smækket på bloggen, da det lige pludselig var jul, og så var det altså en hel del sjovere at lægge juleopskrifter på.

Nu er det så nytårsaften om kun en håndfuld dage og det viser sig, at denne opskrift faktisk er ret så fænomenal som nytårsdessert. Den er ikke alt for tung, har den smukkeste cremede konsistens, klassiske vintertoner i form af kastanje, samt et lille syrligt modspil, som alle sætter pris på efter en måske lidt tyngende middag. Jeg spiste dog hver en bid sammen med min mor foran Netflix, men det betyder ikke, at opskriften ikke også er festegnet. Den fortjener nok faktisk en hel del mere glam, end natbukser og fiktive detektiver!

“Men… hvad er din nytårsopskrift så?”, er måske det spørgsmål I sidder tilbage med. Hold øje med bloggen – den skal nok komme snigende! Lad mig bare sige, at den smager boblende godt.

// Elisabeth

Kastanje panna cotta med citronkaramel

 

Kastanje panna cotta med citronkaramel
4-6 personer

Panna cotta:

200 g kastanjepure eller -creme
3 spsk. rom
1 knivspids salt
1 vaniljestang
3,5 dl fløde
1,25 dl mælk
3 blade gelatine

Karamel:

30 g smør
100 g sukker
2 spsk. citronsaft
0,6 dl fløde, varmet

Sæt gelatinen i blød i rigeligt koldt vand.

Bland kastanjepureen med rom og salt og stil til siden.

Skrab kornene ud af vaniljestangen og kom dem og stangen i en lille gryde, sammen med fløde og mælk. Sæt det over en medium varme og varm det til lige før det begynder at koge. Vrid gelatinen fri for vand og smelt det i den varme fløde. Tag gryden af varmen og hæld den varme fløde over kastanjepureen. Pisk det sammen og fordel panna cottaen i 4-6 små glasskåle. Stil på køl i mindst 4 timer, helst natten over.

Til karamellen: Kom sukker, citron og smør i en lille gryde og stil det over medium/høj varme. Rør rundt indtil sukkeret er opløst og skru ned til en lav/medium varme. Lad karamellen boble til den når en dyb rav-agtig farve. Tag da karamellen af varmen og hæld den varme fløde i under omrøring. Stil karamellen i køleskabet til den er kold nok til at hælde over panna cottaen.

Fordel en smule karamel over hver af de satte panna cottaer og pynt med hvad end du har lyst til. Jeg brugte chokoladespåner og citronskal, men lidt guldstøv eller et par citronmelisse blade kunne også være yndigt.

Opbevares på køl, tildækket, i 2-3 dage.

Noter:

Er din kastanjecreme eller -pure lettere grynet, så sigt den varme panna cotta – med kastanjen iblandet – gennem et ostelærred, før du tilføjer gelatine og vanilje. Dette vil fange alle de små kastanjegryn – men også vaniljekornene, hvis de allerede er tilføjet fløden, så hav det i baghovedet.

Kastanje panna cotta med citronkaramel

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *