Ingefærtærte med vaniljepocherede pærer

Hvis jeg skulle skrive en top 3 over mine yndlingskager fra min barndom, så tror jeg faktisk at den her ville ramme førstepladsen. Det er grundlæggende en meget simpel tærte, som kan laves uden særlig stor anstrengelse. Mørdej og pærer i sukkerlage fra dåse – bum! Nøj, den blev godt nok ofte skruet sammen i det lille køkken, da jeg var en bette purk. Og at den ikke var den store køkkenkunst var ikke noget der gik mig synderligt på, for den smagte lige præcis som den skulle, nemlig helt fantastisk. Hvilket jeg stadig synes at den gør!

Det var ret grænseoverskridende for mig, ikke at bruge pærer fra dåse til denne opskrift. For det er faktisk sådan den skal laves, og sådan er det bare. Men jeg syntes, at når den nu skulle online og nydes af alle jer dejlige mennesker, så skulle den også have lidt mere je ne sais quoi. Dejen er ikke meget anderledes end den var den gang, men pærerne har fået en lille makeover.

For hvad er mere fancy end pærer i sukkerlage? Hjemmelavede pærer i sukkerlage, også bedre kendt som pocherede pærer. Jeg kan allerede mærke, at du sidder og bliver lidt bange – men frygt ej! Lige så smartie-pants som pocherede pærer lyder, lige så nemme er de at lave. Det er virkelig ikke meget mere kompliceret end at koge pærer i sukkervand. 

Før jeg havde prøvet at pochere pærer gik jeg også med en eller anden idé om, at det var et dagslangt projekt, som ville kræve alt for meget tid og opmærksomhed, og som helt sikkert ville ende super galt. Men hvad jeg fandt ud af var, at det ikke tager mere end 30 minutter, og er nærmest lige så nemt som at lave flødeskum.

Alt hvad det indebærer er meget simpelt at koge skrællede pærer i en sukkerlage af vand, sukker og en smagsgiver (jeg valgte vanilje), hvorefter de nedkøles i samme sukkerlage, til de er blanke og lækre. Sværere er det ikke. Og de smager vanvittigt godt!

Så frygt ej! Følg mine instrukser i opskriften og vær lykkelig over at du nu kan blære dig med, at du da sagtens kan pochere pærer. Pft! Easy peasy!

// Elisabeth

Ingefærtærte med vaniljepocherede pærer
8 personer

Vaniljepocherede pærer:

4 pærer (Conference), ca. 800 g
1 liter vand
270 g sukker
1 vaniljestang (eller 2 tsk. vaniljeekstrakt)

Mørdej:

375 g mel
75 g flormelis
Et nip salt
1,5 tsk. stødt ingefær
190 g smør, køl
1 æg
1 æggeblomme
2 spsk. iskoldt vand

Vaniljepocherede pærer: Sæt vand og sukker over i en stor, bred gryde med låg på over høj varme. Skræl imens pærerne, halver dem og fjern kærnehuset, blomsten og stilken. Split vaniljestangen og skrab kornene ud. Tilføj vaniljen, vaniljestangen og pærerne til det kogende vand. Klip en cirkel, med samme størrelse som grydens omkreds, ud af bagepapir og klip et lille hul på størrelse med en 5-krone i midten af det. Dæk toppen af vandet med bagepapirscirklen, så alle pærerne konstant er under vand. Lad pærerne stå i det småsimrende vand i ca. 25-30 minutter. Når pærerne er møre hele vejen igennem tages gryden af varmen. Nedkøl pærerne i sukkerlagen til de er lune. Stil dem herefter på køl til de er helt afkølede.

Mørdej: Bland mel, flormelis, salt og ingefær i en stor skål. Skær det kølde smør i små tern og smuldr det med fingrene i melet, til blandingen ligner grove brødkrummer. Tilføj æg og æggeblomme til blandingen og rør hurtigt rundt med hænderne, til dejen samler sig. Ælt den endelig ikke. Mangler dejen lidt væske tilføjes de 2 spsk. iskolde vand. Form dejen til en stor og en lidt mindre disk, pak dem ind i husholdningsfilm og læg dem i køleskabet. Køl i mindst 30 minutter.

Samling og bagning: Smør en tærteform grundigt med smør. Tag den afkølede dej ud af køleskabet og rul den store disk ud til ca. 2 mm tykkelse. Beklæd tærteformen med dejen. Tag pærerne ud af køleskabet og afdryp dem for overskydende sukkerlage. Læg dem med spidsen ind mod midten af tærten i en cirkel. Rul den lille dejdisk ud til ca. 2 mm tykkelse og læg den over pærerne. Klip kanterne en smule til og fold dem ind over tærten. Knib dejen hele vejen rundt med tre fingre, så den bliver fint bølget. Skær et lille snit ind over hver pære og et enkelt i midten af dejen. Pensel toppen med et sammenpisket æg og drys med sukker.

Bag tærten ved 180 grader i 35-45 minutter, eller til den er gylden på toppen.

Server den lun med creme fraische med vanilje. Kan opbevares i køleskabet i et par dage.

Noter:

Reducér gerne sukkerlagen, efter at du har pocheret pærerne, for at få en lækker pæresirup. Lad lagen boble over høj varme, til den er reduceret til ca. halvdelen. Opbevar siruppen i køleskabet, og brug den til is, drinks, pandekager, eller hvad du nu har lyst til!

Orker du ikke lige at pochere pærerne selv, så kan du sagtens bruge pærer fra dåse – eller friske pærer, for en tærte med en smule mere bid.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *