Gulerodsostekage med gulerodsgelé

Den. Her. Kage. Er. Så. Goddamn. God! Da jeg var færdig med at fotografere den om morgenen, gik jeg resten af dagen og spise stykke efter stykke efter stykke. Jeg tror faktisk ikke at jeg fik meget andet at spise den dag, da jeg var godt tilfreds med bare at leve af mit mesterværk. Jeg tror at jeg kunne have spist af den i en uge, uden at blive det mindste træt af den!

Her har i en kage bygget op af tre elementer: En syrlig ostekagemousse med en let sødme fra farinen, som skaber en fin sammenhæng til gulerodskagen. Gulerodskagen er en helt ekstremt saftig kage, som holder sig god dag efter dag, selv på køl. Den er bombarderet med søde rosiner og knasende nødder, som gør den helt uimodståelig. I midten af ostekagen findes et indlæg af gelé lavet på gulerodssaft, som giver den mest vanvittige farve til en ellers ret farveløs kage. Den er dejlig sød og fungerer derfor rigtig godt sammen med den syrlige ostekagemousse.

Jeg er simpelthen så pivstolt af den her opskrift, da den er helt hjemmegjort. Ofte finder man opskrifter at arbejde ud fra til sine idéer, men den her er helt mit eget værk! Som nyligt udsprunget bageblogger er det ikke altid lige nemt at springe ud i egne kreationer, da man stadig ikke har så meget erfaring, at man kan regne ud hvordan en opskrift egentlig skal skrues sammen. Men i dette tilfælde gik det fantastisk!

Hele idéen til denne kage udsprang af en kage fra Maja Vases bog, “Majas Desserter”, som var pyntet med den smukkeste orange gelé. Det så simpelthen så magisk ud med en naturligt skrigorange kage, at jeg blev nødt til at arbejde videre med den idé.

Jeg håber ikke at de måske lidt for hvidt-på-hvidt billeder distraherer fra denne ubegribeligt gode opskrift! Den ellers simpelt udseende kage er perfekt at servere for dine gæster – bare vent til du ser deres ansigt, når de ser hvad den gemmer på i midten!

// Elisabeth

Gulerodsostekage med gulerodsgelé
8-10 personer

Gulerodskage:

150 g farin
1 dl olie
2 æg
140 g mel
1 tsk. bagepulver
1/2 tsk. salt
1/2 tsk. natron
1 tsk. kanel
190 g groftrevne gulerødder
1 dl rosiner
40 g grofthakkede hasselnødder

Gulerodsgelé:

300 ml gulerodssaft
4 blade husblas

Ostekagemousse:

100 g farin
0,5 dl vand
8 blade husblas
1 vaniljestang
400 g flødeost, stuetemperatur
165 g skyr, stuetemperatur
4 dl fløde

Gulerodskage: Rør farin og olie sammen i en stor skål. Tilsæt æggene et ad gangen. Bland mel, salt, bagepulver, natron og kanel i en seperat skål, sammen med rosiner og nødder, så de er godt dækket af melblandingen. Sigt i æggemassen, rør det halvt sammen, og tilføj de meldækkede rosiner og nødder. Rør det sammen og tilføj til sidst de revne gulerødder. Bag i en 20 cm bagering pakket ind i bagepapir i 30-35 minutter ved 175 grader. Lad køle helt af på en bagerist.

Gulerodsgele: Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20-30 minutter. Beklæd en 20 cm bagering med et par lag film, så det skaber en helt glat bund i bageringen, og hold det godt fast uden om bageringen med en elastik. Stil bageringen på en plan tallerken. Opvarm gulerodssaften i en kasserolle. Vrid husblassen fri for væde og rør den ud i den varme gulerodssaft. Lad stå i 10 minutters tid og hæld så saften i den forberedte bagering – gerne direkte i køleskabet, så den ikke skal flyttes. Lad stivne fuldstændigt på køl, 3-4 timer.

Ostemousse og samling af kage: Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20-30 minutter.

Tag den stivnede gele ud af køleskabet og skær den lige så forsigtigt fri af bageringen. Fjern bageringen, men lad geléen blive på filmen. Stil til siden. Trim toppen af gulerodskagen, så den er plan og pæn. Placér gulerodskagen i centeret af en 24 cm bagering beklædt med film, på samme måde som bageringen til gelé var beklædt. Beklæd indersiden af bageringen med kageplast. Placér gerne allerede nu kageringen på et plant kagefad.

Begynd på ostemoussen ved at piske flødeosten med en piskemaskine til den bliver luftig. Tilføj skyr og pisk det sammen. Pisk fløden let – kun halvvejs mod flødeskum – i en seperat skål, sammen med kornene fra vaniljestangen. Smelt farin og vand i en lille kasserolle, til farinen er helt opløst, men før væsken begynder at karamellisere. Vrid husblassen fri for væde og rør den ud i det varme sukkervand. Rør en spiseske ad gangen af ostecremen ud i sukkervandet, til det opnår stuetemperatur. Rør hurtigt det tempererede sukkervand ud i ostecremen og vend derefter flødeskummet forsigtigt i. Hæld halvdelen af moussen over gulerodskagen, så der er ca. en centimeter mousse over kagen. Placer meget forsigtigt gulerodsgeléen i centeret af bageringen, oven på moussen, med filmen opad. Fjern forsigtigt filmen og fordel hurtigt resten af moussen over geléen. Bank forsigtigt kagefadet med bageringen et par gange på bordet, for at sikre at der ikke er nogle luftbobler i moussen. Stil på køl i mindst 6 timer, helst natten over.

Pynt med friske, spiselige blomster. Opbevares på køl i op til 5 dage.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *