Fedtebrød med citronglasur

Fedtebrød 01

At starte en blog er svært. At vedligeholde en blog er svært. At vedligeholde en blog når man er mig er tæt på umuligt. 

Tør du spørge ind til hvor mange blogge jeg tidligere har oprettet og kasseret igen? Nej. Nej, det gør du ikke. Svaret vil få fugle til at flyve væk i panik, hunde til at gø, babyer til at græde, havene til at flyde over, skovbrande til at bryde ud. Tallet er usandsynligt højt – for beslutsomhed er min nemesis.

Hvad skal min røde tråd være? Hvad skal min blog hedde? Hvordan skal designet på min blog se ud? Hvilket sprog skal jeg skrive på?

Det er egentlig ret simple overvejelser. Men når man tænker på, at hver eneste overvejelse tog mig godt og vel 2 år, så begynder det at give lidt mere mening, at jeg ikke er kommet længere end dette.

Fedtebrød

Den sidste overvejelse – hvilket sprog jeg skal skrive på – har været den mest dominerende. Jeg har gennem alle mine år som blogger-to-be været af den overbevisning, at en engelsk blog har meget større sandsynlighed for at få succes – hvilket i princippet også er rigtigt nok. Men hvad jeg begyndte at opdage, da jeg faktisk endelig havde en god blog oppe at stå, var, at jeg brugte så sindssygt mange kræfter på at holde sproget hipt og grammatikken on point, at jeg ikke nød at blogge. Det føltes som en pligt jeg skulle udfylde, fordi hvert indlæg tog oceaner af tid.

Så skønt det at blogge på engelsk når ud til hele verden, og ikke kun vores lille snotklat af et land, så forsvandt al personlighed fra indholdet – og det er noget læsere kan mærke. Så nu, mine damer og herrer, er denne blog på dansk! Og for at tvinge mig selv til at holde mig til dansk, har jeg købt et dansk domæne. Så er der ingen vej uden om, Elisabeth!

Men nu står jeg så her med mit helt eget domæne. Jeg har heldigvis et par opskrifter fra min gamle blog, som jeg kan bruge til lige at lære min nye interface at kende. Det bliver en hård omgang det her, det kan jeg allerede mærke. Næste skridt er at få designet til at være bare en smule sexet. Godt at jeg har min trofaste fedtebrødsopskrift til at hjælpe mig på vej!

Fedtebrød 03

Behøver jeg overhovedet at introducere fedtebrød? En af Danmarks bedste småkager og min go-to kage, hvis hele familieflokken lige pludselig står ude i gangen og kræver søde sager og en kop kaffe. De tager så uhyggeligt kort tid at lave, at man næsten ikke kan tro det. En halv time, så kan familien sætte sig til rette og gnaske løs.

Det eneste minus ved denne vidundersmåkage er, at der desværre kun er én måde at spise dem på: Du spiser én. Og så én til. Og så endnu én. Og du bliver ved på denne vis til dåsen er tom. Jeg har hørt historier om, at de kan holde sig i lidt over en uge, men jeg kan ikke regne ud hvordan man nogen sinde har fundet ud af dette.

Hvis du aldrig før har smagt dette kunstværk af en kage, så glæd dig! Hvis du allerede er bekendt med dem, så se dette som en undskyldning for at lave dem endnu en gang!

Mums!

Fedtebrød 02

 

Fedtebrød med citronglasur
Giver 35 stk.

200 g smør
100 g sukker
250 g mel
100 g kokosmel
½ tsk. hjortetaksalt
250 g flormelis
Saften fra 1-1,5 citroner (eller lidt rom)

Tænd ovnen på 200°C.

Bland mel, kokosmel og hjortetaksalt i en stor skål. Tilsæt sukker og smør og ælt til dejen er ensformet. Dejen vil opføre sig som en mørdej (den vil være meget tør og falde fra hinanden), men bare vær tålmodig og bliv ved med at ælte indtil den hænger sammen.

Beklæd en bageplade med bagepapir. Del dejen i tre lige store dele og rul dem ud til tre lige lange pølser på længde med din bageplades bredde. Læg dem på bagepladen med god plads mellem dem, da de vil flyde ud. Form dem til rektangler med dine fingre – de skal være ½-1 cm tykke.

Bag dem i 10-15 minutter. De er færdige når de er let gyldne. Pas på når du åbner ovndøren for at tjekke om småkagerne er færdige, da hjortetaksaltet afgiver en stærkt kemisk aroma, som kan svie i øjnene. Pas på at kagerne ikke bliver for mørke, da de så vil være umulige at skære ud.

Mens småkagerne bager røres flormelis og citronsaft (eller rom) sammen til en tyk glasur. Pas på med væsken, da bare et par dråber for meget kan gøre glasuren super flydende.

Tag småkagerne ud af ovnen og fordel med det samme glasuren ud over midten af rektanglerne, mens de stadig er varme. Mine bliver altid meget rustikke, da jeg godt kan lide en helt masse glasur, men du kan sagtens nøjes med bare de inderste 2-3 cm af rektanglerne.

Skær rektanglerne ud i ca. 2 cm brede bidder på tværs med en skarp kniv. Hav en fugtig klud inden for rækkevidde og tør ofte kniven af, så glasuren bliver på kagerne, og ikke emigrerer til kniven.

Lad småkagerne køle helt af og opbevar dem i en lufttæt beholder i op til en uge. Eller spis dem mens de stadig er lune, da de er bedst på dette stadie.

Noter:

Danskere kan komme helt op i det røde felt når de diskuterer to ting:

Hvis mormor laver de bedste frikadeller?
Skal fedtebrød have citronglasur eller romglasur?

Uha, jeg kan allerede mærke spændingen. I min familie har vi altid lavet dem på citronglasur, så jeg bliver meget trist hvis jeg får fat i fedtebrød lavet med romglasur (kom bare an, Søren Ryge!). Men selvfølgelig er vi alle forskellige, så gør hvad du har lyst til – skønt citronglasur er den eneste rigtige måde at gøre det på.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *