Enkeltportions bread and butter puddings

Hurra! Hurra! Hurra!

I dag har jeg ramt 25 indlæg her på bloggen! Det lyder måske ikke af meget, men for mig er det en ekstremt big deal. Jeg har virkelig kæmpet for at få skabt en blog som jeg er glad for og tilfreds med, og som jeg virkelig har lyst til at arbejde med. Skønt den stadig er i sine første spæde måneder – den har kun været live i knap fire måneder – og den ikke får meget mere en 25-50 besøgende pr. indlæg, så lægger jeg virkelig mange timer og kræfter i hvert eneste indlæg. Jeg bruger næsten alle mine fridage og aftentimer på at researche inspiration til opskrifter, udvikle opskrifter, bage, kreere, fotografere, redigere – ja, hele pivtøjet!

Der ligger utrolig meget mere arbejde i en blog, end jeg lige havde regnet med, da der for mange år siden plantede sig det frø hos mig, at jeg vil have en bageblog. Men det er simpelthen også enormt sjovt og lærerigt at arbejde på intenst med en hobby. Jeg har tidligere været meget optaget af at bage og er virkelig glad for at være tilbage i det – nu bare med fotografi oven i hatten.

Jeg er ikke et særlig initiativtagende menneske og har i en lang periode ikke rigtig haft en hobby, siden jeg gled væk fra at bage. Mine hverdage gik med at være på computeren eller se serier, hvilket jeg bestemt ikke havde noget imod, men som heller ikke rigtig fik mig nogle vegne. Men nu hvor jeg har bloggen at fokusere på har jeg hele tiden noget at tage mig til og holde mig beskæftiget. Og jeg hygger mig simpelthen sådan med det!

Så for at fejre, at jeg har nået denne milepæl, har jeg lavet en af mine yndlingsdesserter, bread and butter pudding, men nu i miniversion! Bread and butter pudding (“brød- og smørdessert”) er en klassisk engelsk fattigmandsdessert, som er uendeligt nem – og billig! – at lave, og som smager simpelthen så himmelsk! Den er fyldig og blød i bunden, mens værende sej og knasende på toppen. Den er absolut vanedannende, så jeg prøvede i denne omgang at lave den i flere små portioner, i stedet for én stor, for at undgå at spise så meget af den som jeg plejer – og fordi det ser super cute ud. Jeg endte dog bare med at spise tre mindre portioner, i stedet for én stor. Oh well, it was worth a try!

// Elisabeth

Enkeltportions bread and butter pudding
3 personer

200 ml fløde
200 ml sødmælk
2 æg
50 g sukker + ekstra til drys
1/4 tsk. revet muskatnød
5 tykke skiver hvidt brød med blød skorpe
Ca. 100 g blødt smør

Stil 3 små cocotter klar. Tænd ovnen på 175 grader.

Pisk æg, sukker og muskatnød sammen i en skål. Varm fløde og mælk over medium varme til lige før det koger. Hæld den varme mælke-/flødeblanding over æggene mens du pisker, så æggene ikke sepererer. Stil til siden.

Smør den ene side af alle fem skiver brød og skær dem i hver i seks stykker. Læg brødene i æggeblandingen, seks stykker ad gangen, med smørsiden opad, og lad dem trække i 3-5 minutter, til de har suget en del væske. Fordel løbende de udblødte brødstykker i cocotterne med skorpen opad. Fordel til sidst den resterende æggeblanding mellem cocotterne. Drys med sukker.

Bag desserterne på en bageplade i ca. 40 minutter, eller til de er godt brune på toppen. De vil vokse en hel del, men falde sammen igen når de kommer ud ad ovnen.

Serveres lune. Kan opbevares i køleskabet i op til 3 dage, hvor de dog vil miste den sprøde overflade.

Genopvarmes med fordel i ovnen ved 200 grader i 20 minutter, dækket med folie.

Noter:

Prøv at tilføje rosiner eller friske bær til desserterne – eller et skvæt rom.

De små cocotter er købt i Søstrene Grene, men jeg har også spottet dem hos Le Creuset, i Notre Dame, og hos Pillivuyt. Ellers kan du med sikkerhed finde nogle online.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *