Drømmekagesnegle

Jeg går hele tiden med bloggen i baghovedet. Det betyder at opskriftidéudvikling er konstant og kommer til mig i tide og utide. Jeg har en liste på min telefon hvor jeg løbende skriver ned, hvad jeg får af mærkelige idéer. Nogle er sådan lidt spøjse, så som “Smølfeis – blå is med skumfiduser og krymmel”, mens andre er decideret dårlige – “Lagkage med brunsviger i stedet for lagkagebunde”, anyone?

Men en gang imellem får jeg en idé som bare siger klør fem! Det er aldrig til at sige, hvornår den rammer, den perfekte idé. Om det er mens man vander sine blomster eller venter i kø i supermarkedet.

Den her opskrift er en af de idéer hvor jeg var overbevist om, at jeg havde ramt the motherload. Julelysene i mine øjne glimtede og funklede, ved tanken om hvor glade folk ville blive over, at jeg havde velsignet dem med denne verdens bedste opskrift.

Men ak, drømmen brast da jeg en dag spankulerede rundt i Torvehallerne. For hvad var det jeg spottede der hos Laura’s Bakery? Drømmekagesnegle. NOOOO! Og her gik jeg og troede, at jeg havde fået jordens mest originale og geniale idé. Men nogen var kommet mig i forkøbet.

Jeg har senere fundet ud af, at Strangas også laver dem, og at det ikke er svært at finde opskrifter på dem online. Og her gik jeg lige og troede, at jeg var den næste KageMessias!

Men alt dette taget i betragtning, så synes jeg selv at jeg har skabt den bedste drømmekagesnegl på markedet – selv bedre end Strangas’! Så god er den – virkelig! For min er ikke bare en kanelsnegl med drømmekagetopping, næh nej, den har drømmekagesnask hele vejen igennem, så du ikke kan tage én bid uden at være i drømmekagehimmelen! Addictive, much!

Jeg delte dem med min søde mor hen over en weekend, og vi skal hilse og sige, at man sagtens kan spise 12 styks, selvom man kun er to. Uden problemer!

// Elisabeth

Drømmekagesnegle
12 stk.

Dej:

1,5 dl mælk
100 g smør
25 g gær
50 g sukker
1 tsk. kardemomme
1/2 tsk. salt
2 æg
Ca. 330 g mel

Drømmekagefyld:

200 g smør, stuetemperatur
175 g kokosmel
250 g brun farin

Dejen: Smelt smørret i en lille kasserolle. Tilføj mælken og opvarm langsomt til 30 grader. Tag gryden af varmen og hæld mælken i en stor skål. Tilføj gær, sukker, kardemomme og salt. Rør æggene i et ad gangen. Tilføj til sidst melet lidt ad gangen. Dejen ligger ud med at være ret klistret. Ælt dejen i 10-15 minutter, til den bliver smidig og glat, og ikke klistrer særlig meget – dette kan med fordel gøres på en røremaskine med en æltekrog.

Lad dejen hæve tildækket i skålen på et lunt sted i cirka 30 minutter, eller til den er fordoblet i størrelse.

Drømmekagefyld: Rør smør, kokosmel og farin sammen i en skål – dette gøres nemmes med hænderne.

Rul den hævede dej ud til et stort rektangel med en tykkelse på 2 mm. Fordel drømmekagefyldet på rektanglet i et jævnt lag, men lad 2 cm være uden fyld i begge sider og bunden af rektanglet. Rul rektanglet stramt på den lange led, så der ikke er fyld i begge ender. Skær pølsen ud i 12 lige store snegle, ca. 5 cm brede, eksklusiv enderne, som kasseres.

Spray to metalmuffinforme med plads til 6 store muffins med bagespray, eller smør dem grundigt med smør. Tag hver af sneglene og fold enden af dejen neden under sneglen. Stil sneglene i muffinformene med dej-enden i bunden af formene. Læg et viskestykke over sneglene og lad dem hæve i yderligere 45 minutter.

Pensel sneglene med et sammenpisket æg og bag dem ved 175 grader i 14-16 minutter, eller til de er dybt gyldne.

Server sneglene lune, eller opbevar dem i en lufttæt beholder eller pose i et par dage.

Noter:

Opskrift på dej udviklet ud fra opskrift fra Valdemars Ro.

Er du til en sød snegl, så pynt sneglene med klassisk hvid glasur af flormelis og vand.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *