Chiaparfait med gulerod, jordbær og honningristede speltflager

  • Hvorfor bliver jeg ved med at starte på serier, som kun har én sæson og kun otte afsnit per sæson?
  • Hvorfor er det så svært at finde faconsyede jakker?
  • Hvorfor har Aarstiderne ikke en funktion, hvor man kan fravælge de grumme grøntsager, så som selleri og koriander, som de insisterer på hele tiden at sende med?
  • Hvorfor har folk der cykler i et halsbrækkende tempo aldrig cykelhjelm på?
  • Hvorfor går danskere så meget i sort og gråt?
  • Hvorfor er det ikke mere socialt accepteret, at voksne går i flyverdragt og luffer med anti-tabe-snor?
  • Hvorfor er det så uendeligt svært at tage opvasken løbende, i stedet for at lade den hobe sig op?
  • Hvorfor indser jeg først nu, som ny-udsprunget barista, at en cafe latte og en cappuccino er praktisk talt den samme kaffe, bare serveret i forskellige kopper?
  • Hvorfor betaler folk frivilligt for en americano?
  • Hvorfor bestiller folk en latte på minimælk, men køber et ordentligt stykke kage til?
  • Hvorfor er mængden af hvidløg der er angivet i opskrifter altid alt, alt for lille?
  • Hvorfor får man absolut så skide tørre læber af at have læbestift på en hel dag?
  • Hvorfor er det så svært at opstøve en vegetarpizza, som ikke indeholder syltet artiskok?
  • Hvorfor er vinteren ti gange så lang som sommeren?
  • Hvorfor skriver jeg ikke flere indlæg i punktform?

Jeg sådan lidt halv-følger en sød blogger der har bloggen Tre Gode Grunde. På hendes blog har hun en serie indlæg som hun helt simpelt kalder “Hvorfor?” Hun opskriver lister af ting, som hun ikke helt forstår – nogle gange i et specielt tema, andre gange helt uafhængige af hinanden.

Jeg synes at det er den sødeste idé, så jeg har tilladt mig sådan lidt at halv-stjæle den, bare denne ene gang! Jeg tror sagtens at jeg ville kunne finde på hundredevis af spørgsmål, da andre mennesker virkelig får mig til at stille mange spørgsmål, men jeg er også tilbøjelig til at være et rigtig brokkehoved, så jeg tør ikke at stille alt for mange spørgsmål – så vil I bare finde ud af, hvilken sur mokke jeg i virkeligheden er!

Lad os lige hurtigt svinge forbi den her mumse-lækre morgenmadsopskrift! Chiafrø er helt geniale, efter min mening. De kan få enhver flydende substans til at blive nærmest budding-agtig, og jeg freaking elsker budding! Så hvis man kan få sneget budding ind i sin morgenmad, så er jeg den der er med på dillen.

Gulerod og jordbær er en kombi man ikke så ofte støder på, men de fungerer altså helt genialt sammen. Så her får I chancen for at smage dem i ledtog med hinanden i den smukkeste og lækreste morgenmadsparfait. Det lyder nærmest som dessert – og smager nærmest som dessert – så man kan på en måde sige, at det her er dessert til morgenmad!

// Elisabeth

Chiaparfait med gulerod og jordbær
3-4 portioner

Chiagrød:

5 dadler
170 g frosne jordbær
1,5 dl gulerodssaft
1 dl mandelmælk
1 spsk. honning
1 spsk. citronsaft
4,5 spsk. chiafrø

Honningristede speltflager:

100 g speltflager
3 tsk. tyktflydende honning
20 g smør

Jordbærmos:

150 g frosne jordbær
1 spsk. honning

Yderligere:

2-3 dl A38 eller anden yoghurt

Chiagrød: Udblød dadlerne i kogende vand i 10 minutter. Hæld vandet fra dadlerne og blend dem sammen med jordbær, gulerodssaft, mælk, honning og citronsaft til en ensformig smoothie. Bland chiafrøene i smoothien og stil grøden på køl i 5-6 timer, eller natten over.

Honningristede speltflager: Rist speltflagerne på en varm pande i et par minutter, til de bliver lettere gyldne og begynder at dufte. Tilføj honning og smør og lad det smelte sammen med speltflagerne. Rør hyppigt rundt i en 5 minutter, til flagerne bliver lidt mørkere. Hæld flagerne ud på et stykke bagepapir og lad dem køle af – det tager ikke mere end 10 minutter. De vil gå fra bløde som varme, til sprøde som kolde.

Jordbærmos: Varm jordbærrene i en mikrobølgeovn. Når de er helt optøede moses de let med en gaffel, sammen med honning. Lad køle af.

Konstruktion: Fordel en smule honningristede speltflager i bunden af 3-4 glas. Hæld en smule yoghurt over havreflagerne. Fordel chiagrøden mellem glassene og derefter jordbærmosen. Top af med resten af de honningristede speltflager.

Server med det samme. De kan også laves flere dage i forvejen – gem så bare speltflagerne i en lufttæt bøtte, og parfaiten på køl, og kom først flagerne på parfaiten lige før den serveres.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *