Blondies med lakrids

11

Jeg synes at det er noget fjol, at folk går og bilder sig ind, at det har taget overhånd med at komme lakrids i alt. Især bagværk. Jeg vil våge at påstå, at næsten lige meget hvad det er du bager, så vil en lakrids-version være toppen af poppen.

Så derfor præsenterer jeg jer i denne omgang for en af mine yndlingsopskrifter gennem mange, mange år: lakridsblondies.

“Hvad er en blondie?”, spørger du nok. En blondie er browniens albino-fætter. Den er lavet på hvid chokolade, i stedet for mørk, og er lys og lækker at se på. Det er den så ikke lige i dette tilfælde, da jeg synes at farin simpelthen går så godt med hvid chokolade. Men hvis du ønsker en lys blondie, så kan du sagtens bruge helt almindelig hvid sukker, i stedet for farin – vær dog opmærksom på, at lakridspulveret jo også hjælper den mørke farve lidt på vej.

Bare vent til I sætter tænderne i denne bad boy. Den får en nærmest karamel-agtig, fudgy smag fra den hvide chokolade og farinen, men indeholder samtidig en skarphed fra de generøse mængder lakrids. Og don’t you worry, den er så fudgy, at selv en vaskeægte brownie brownie ikke ville kunne gøre kunsten efter! Den er så god. Virkelig! Jeg tør slet ikke at fortælle jer, hvor mange stykker jeg spiste, før jeg blev nødt til at give resten væk, for ikke at indtage en hel blondie på bare et par dage. Selvom, hvis sandheden skal frem, så var det med en del modvilje, at de forlod min lejlighed…

Jeg håber at I giver den her opskrift et go – I vil ikke fortryde det et sekund! Med mindre I bliver dybt afhængige… nå, man kunne stå i værre situationer!

Mums!

lakridsblondies-en-madblog

 

Lakridsblondies
9-12 stykker

150 g smør
300 g brun farin
2 æg
3 spsk. lakridspulver
180 g mel
1 tsk. bagepulver
300 g hvid chokolade
Et nip salt

Tænd ovnen på 180 grader. Beklæd en 23 cm x 23 cm bradepande med bagepapir.

Smelt smør, farin og 100 g af den hvide chokolade i en gryde ved svag varme. Lad det køle lidt af. Hak imens de resterende 200 g chokolade groft.

Pisk æggene i den lunkne smørmasse, ét ad gangen. Tilsæt lakridspulveret og pisk det sammen. Sigt mel, salt og bagepulver i og rør dejens sammen med en ske, til den er jævn. Rør til sidst den hakkede chokolade i.

Hæld dejen i bradepanden og bag den i ca. 25 minutter.

Lad kagen køle og skær den i 9 stykker (eller 12, hvis I er flere der skal dele).

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *