Blødende spøgelsescupcakes // Chokoladecupcakes med italiensk marengs og ribs

bloedende-spoegelsescupcakes-chokoladecupcakes-med-italiensk-marengs-og-ribs-en-madblog

Sidste led i den lækre kæde af halloween-godter. Og jeg har gemt det bedste til allersidst, for de her cupcakes er så saftige, søde, syrlige, særlige, svedige, scrumptious, SPOOKY – jeg kunne blive ved!

En lækker og saftig chokolademuffin fyldt med syrlig ribsmarmelade, og toppet med tyk, luftig italiensk marengs, som slet ikke er til at stå for. Det hele spiller så godt sammen, at det næsten ikke er til at bære.

Og ribsmarmeladen er jo ikke bare for det perfekte syrlige indslag – næh nej. For tænk, når du skærer ind i det stakkels lille spøgelse, så bløder det! Uha, uhyggen er da slet ikke til at bære!

bloedende-spoegelsescupcakes-chokoladecupcakes-med-italiensk-marengs-og-ribs-en-madblog

bloedende-spoegelsescupcakes-chokoladecupcakes-med-italiensk-marengs-og-ribs-en-madblog

bloedende-spoegelsescupcakes-chokoladecupcakes-med-italiensk-marengs-og-ribs-en-madblog

Jeg har endnu ikke testet de små spooky gufligheder på børn, men jeg vil vædde min højre arm på, at de vil falde i virkelig god jord – samtidig med at de vil give det fineste marengs-overskæg, som alle involverede kan få sig et godt grin over.

Det er lidt sidste sekund at jeg laver dette indlæg – på selve halloween! – men jeg håber da at I kan nå at kaste jer over den her opskrift til aftenen festligheder. De er bestemt ikke svære at lave! Og ellers lover jeg ikke at fortælle nogen, hvis I først får gjort godt af opskriften efter halloween. Man kan jo udelade de små ansigter, og bare lave keeedelige chokoladecupcakes med flødebolletopping – men hvad er det sjove ved det?

Nu vil jeg gå ud og stikke næsen i dagens anden cupcake – nogen skal jo gøre det! Mon der overhovedet er nogen tilbage når mørket bryder frem og heksene begynder at flyve over tagene?

Mums!

bloedende-spoegelsescupcakes-chokoladecupcakes-med-italiensk-marengs-og-ribs-en-madblog

Blødende spøgelsescupcakes // Chokoladecupcakes med italiensk marengs og ribs

Muffins:
Opskrift fra Cupcake Jemma

175 g mel
30 g kakao
185 g sukker
1/2 tsk natron
1 knivspids salt
100 g grofthakket mørk chokolade
1 æg
120 ml kold kaffe
120 ml kærnemælk
105 ml olie

Italiensk marengs:

200 g sukker
80 ml vand
80 g pasteuriserede æggehvider
Sukkertermometer

Ekstra:

10 g mørk chokolade
100 g rød marmelade

Tag æggehviderne ud af køleskabet, så de kan blive stuetemperatur.

Tænd ovnen på 170 grader. Fordel 12 muffinforme i en muffinform.

Sigt mel, sukker, kakao, natron og salt ned i en stor skål. Hak chokoladen groft og rør den i melet. I en seperat skål, pisk kaffe, kærnemælk og olie sammen. Hæld de våde ingredienser i de tørre og rør til en ensformig dej. Rør endelig ikke for meget.

Fordel dejen i de 12 muffinforme og bag i 20 minutter, eller til du kan stikke en tandstik i og den er ren.

Imens muffinsne køler kan du lave øjne og munde til spøgelserne. Smelt 10 g mørk chokolade i mikrobølgeovnen eller over et vandbad. Tegn små øjne og munde på et stykke bagepapir. Sæt dem i fryseren til de er faste.

Tør skålen til din røremaskine og piskeriset rent med et stykke papir med eddike eller citron. Dette gør at der ikke er noget fedt som kan modvirke at æggehviderne bliver luftige.

Sæt sukker og vand over i en lille kasserolle over lav til medium varme. Rør i det til det begynder at boble. Stop med at røre og klip dit sukkertermometer på siden. Lad siruppen nå 116 grader. Begynd at piske dine æggehvider på røremaskinen når siruppen når 110 grader, så de kan begynde at inkorporere en smule luft.

Skru røremaskinen til max og hæld den 116 grader varme sirup langsont ned af siden af skålen – vær forsigtig med ikke at ramme piskeriset, så der bliver slynget varm sirup ud over det hele. Pisk til bunden af skålen ikke føles varm længere – tæt ved stuetemperatur. Marengsen vil være fordoblet i volume og føles stiv.

Lav et hul i midten af muffinsne med skaftet af en grydeske. Wiggle den lidt rund, for at lave en fordybning. Fyld fordybningerne med rød marmelade – jeg brugte ribsmarmelade.

Fyld den italienske marengs i en sprøjtepose med en 24 mm tylle og pynt muffinsne med hvide spøgelser. Sæt forsigtigt øjne og munde på.

Opbevares i en lufttæt beholder ved stuetemperatur i 2-3 dage.

Noter:

Jeg snød i denne omgang og købte den røde marmelade, men du kan selvfølgelig selv lave en rød bær-coulis – det er slet ikke så svært.

I princippet kan du sagtens bruge rå æggehvider til den italienske marengs, da den varme sirup “koger” dem og gør dem sikre at spise. Og hvis du bruger økologiske æg, så skulle det slet ikke være et problem. Men jeg har valgt at bruge pasteuriserede æggehvider, da jeg er lidt af en bangebuks og heller vil være safe than sorry.

bloedende-spoegelsescupcakes-chokoladecupcakes-med-italiensk-marengs-og-ribs-en-madblog

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *