Bananasplitmilkshake på (nem) hjemmelavet vaniljeis

Aldrig i mit liv havde jeg troet at jeg skulle skrive en opskrift på en milkshake der var mere end to-tre linjer lang. Men her står vi så med en milkshakeopskrift der har en hel del steps – og endda noter! Meget kan man sige, men jeg vil da være tilbøjelig til at kalde det imponerende.

Den er så også helt og holdent hjemmelavet. Ja, okay, vi kunne da godt have lavet vores egne maraschinokirsebær, men de bliver slet ikke så kunstige at se på, som man gerne vil have at et kirsebær på toppen skal være, så der snyder vi altså lidt. Hvilket jeg tænker er okay!

Det er også begyndt at blive populært at lave sin egen krymmel. Måske har det faktisk været populært i en del år, da den artikel jeg har linket til er tilbage fra februar 2014… men jeg er altså også altid fem år bagud, så hvis man ser på det på den måde, så er jeg faktisk tidligt ude! Så når vi når 2019, så skal jeg nok prøve at lave mit egen krymmel.

I den her opskrift har jeg jo så også lavet isen selv. Jeg har aldrig været den største fan af hjemmelavet is, som ikke har været kørt på en maskine, da det ofte krystalliserer. Min mor er til gengæld stor fan – hun er tilfreds, bare det er i nærheden af is – så jeg har spist det en hel del. I ved hvilken is jeg snakker om: æggesnaps blandet med flødeskum og så slam-bam ned i fryseren. Semifreddo, kalder italienerne det. Jeg synes at det bliver en meget fed oplevelse, for at være ærlig. Men den her opskrift er genial! Den er slet ikke så tung, som en semifreddo er, og krystalliserer praktisk talt ikke! Den laver de smukkeste scoops og kan tilsættes alt muligt lækkert ud i det uendelige. Jeg er allerede begyndt at tænke i alle mulige spændende sammensætninger!

Men min første super nemme is uden ismaskine skulle forfremmes til en endnu smukkere titel: milkshake. Her har I det mest festlige fredagsslik, som I nogen sinde har set! Eller prøv at servere den efter en lækker middag og se gæsterne blive barnligt begejstret for de glade farver og det høje tårn af flødeskum. Med sikkerhed et hit blandt alle aldersgrupper!

// Elisabeth

Bananasplitmilkshake på (nem) hjemmelavet vaniljeis
2-3 serveringer

Vaniljeis:

1/2 liter fløde
1 dåse kondenseret mælk
Kornene fra 1 vaniljestang

Chokosovs:

45 g mørk chokolade
0,5 dl + 0,25 fløde

Milkshake:

2 bananer
500 g is (ca. 1/2 portion)
1/2 dl mælk

Topping:

2 dl fløde
Tivolikrymmel
Røde maraschinokirsebær med stilk

Lav vaniljeisen dagen før, ved at piske fløden til en let flødeskum. Hæld den kondenserede mælk i sammen med kornene fra vaniljestangen, og pisk til massen ligner fast flødeskum. Hæld i en rugbrødsform beklædt med bagepapir og stil i fryseren i mindst 6 timer, helst til næste dag.

Chokoladesovs: Hak chokoladen superfint og stil til siden i en skål. Varm 0,5 dl fløde over lav varme til lige før det begynder at boble. Hæld fløden over chokoladen og lad det stå i et halvt minut. Rør rundt til chokoladen er helt smeltet og stil i køleskabet til helt afkølet. Tag chokoladen ud af køleskabet og tilføj de sidste 0,25 dl fløde og rør til det hele er en ensformig chokoladesovs.

Pisk de 2 dl fløde til flødeskum og kom i en sprøjtepose med en stor stjernetylle.

Tag isen ud af fryseren og lad den stå på bordet i 10 minutters tid. Kom bananer, mælk og is i en blender. Blend til milkshaken er helt blendet. Er den for tyk til at blende kan du tilføje en smule ekstra mælk – men endelig ikke for meget, da den gerne skal være ret tyk.

Kom chokoladesovsen i en squeeze bottle, eller en lille sprøjtepose, og dekorer kanterne af glassene, så sovsen rinder ned ad siderne. Fordel milkshaken i glassene og top med en generøs mængde flødeskum. Drys med farvestrålende krymmel og top med et rødt kirsebær. Server med tykke sugerør.

Serveres med det samme.

Noter:

Chokoladesovsen vil blive lidt tykkere, når den kommer på køl anden gang, så hvis du vil have at den løber flot ned ad siderne på glassene, så brug den gerne med det samme efter du har tilføjet anden omgang fløde.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *